Beskrivelse

Karla´s malebøger – den nittende og portalen til Fabulonien (LIGHT UDGAVE)

“Karla´s malebøger – den nittende og portalen til Fabulonien (LIGHT UDGAVE)” er en spændende tilføjelse til Karlas malebøger-serien! At have en malebog med fantasidyr, kager og meget andet. Den har også en lille spændende historie man kan få læst op samtidig med at man har det sjovt med at farvelægge. Det er en fantastisk måde at hygge sig. Karla er sikker på, at børnene vil nyde at bruge timevis på at farvelægge og udforske verdenen gennem deres egne kunstværker. Hvis ikke timer så ihvertfald 20 minutter om dagen.

Som nogle måske allerede ved fra Hr. Klogemand hæfterne, har Karla ikke kun en passion for matematik, men også en dyb kærlighed for kunsten at farvelægge. Derfor har hun dedikeret sig til at skabe dette særlige hæfte, som du nu får muligheden for at nyde og farvelægge.

Uanset om du befinder dig i skolen, ved køkkenbordet, på ferie eller hos dine bedsteforældre, så er dette hæfte den perfekte følgesvend til at skabe afslappende øjeblikke med farvelægning og kreativ udfoldelse. Så tag dine farveblyanter frem og lad Portalen til Fabulonien tage dig med ind i en fortryllende verden fyldt med farverige motiver og kreativ glæde!

Husk det behøver ikke være grimt for at være godt!

Nyd de gode timer sammen,
Karla

Kopiering må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Kapitel 1: Den Usynlige Dør i Skoven

Det var en af de der sommerdage, hvor solen skinnede, fuglene sang, og der bare… ikke skete noget som helst. Karla lå i hængekøjen og stirrede op i den blå himmel. Anna plukkede en kløverblomst. Hr. Klogemand, Karlas tvillingebror, lå på ryggen med næsen i en tyk bog. Og deres ven Kvik, som altid havde travlt, jagtede en myg, der var fløjet med hans vingummibamse.

“Jeg keder mig,” sukkede Karla.

“Det er faktisk sundt at kede sig,” sagde Hr. Klogemand uden at kigge op. “Det giver hjernen mulighed for at tænke dybere.”

“Det lyder kedeligt,” sagde Anna og kastede blomsten i luften.

“Skal vi ikke gå ud til skoven bag Bakkeskolen?” foreslog Kvik og hoppede op. “Der sker måske noget spændende derude!”

Det var de andre med på. De gik afsted gennem byen, forbi den gamle gyngestativ og videre mod skovstien. Der var noget særligt ved skoven. Træerne hviskede, og luften duftede af mos og mysterier.

Efter et stykke tid stoppede Karla. “Der! Se! Luften flimrer!” sagde hun og pegede.

De andre kiggede – og ganske rigtigt: Midt mellem to gamle egetræer var der noget mærkeligt. En slags dør i luften, som man kun kunne se, hvis man kiggede med hjertet, som Anna sagde.

“Det… det ligner en portal!” udbrød Hr. Klogemand begejstret. “En overgang til en anden verden!”

“Den er usynlig,” sagde Karla og rakte hånden frem. Den forsvandt! Hun gispede, men grinede så. “Wauw!”

Før nogen kunne nå at sige noget, trådte Karla helt ind – og forsvandt!

“Karla!” råbte Anna forskrækket.

“Vent på os!” sagde Kvik og sprang efter hende.

Hr. Klogemand lukkede sin bog og gik roligt ind i portalen.

På den anden side landede de midt i en eng, hvor græsset var blåt og blomsterne lignede små balloner. Himlen var lilla med lyserøde skyer. Træerne havde øjne og vinkede langsomt.

En kæmpestor kanin med vinger og glimmerpels hoppede hen til dem. “Velkommen til Fabulonien!” sagde den med en dyb, venlig stemme. “Jeg hedder Trut. Vil I høre, hvordan jeg lærte at flyve baglæns med ørerne?”

De fire venner stirrede. Og så begyndte de at grine. Karla vidste det nu: Det her ville ikke blive nogen almindelig sommerferie!

Kapitel 2: Trut og Tandpastafuglene

Da de fire venner havde sundet sig over den talende kanin med glimmerpels og vinger, begyndte Trut straks at hoppe ivrigt omkring dem. “Skynd jer, skynd jer! Der er problemer i Fabulonien, og I er måske lige dem, vi har ventet på!”

“Ventet på?” gentog Anna forvirret. “Ja! Jeg havde en drøm i nat om fire børn, der ville hjælpe os med at redde sangen,” sagde Trut og vinkede dem med sig.

De fulgte Trut gennem skoven med de vinkende træer. Træerne sagde ting som “goddag” og “hej-hej” og sang små melodier, når man gik forbi dem. Det var lidt som at gå i et musikstykke.

Pludselig åbnede skoven sig, og de kom til en stor lysning fyldt med små farvestrålende fugle. Fuglene fløj i ring og sagde ting som “du børste skal nu tænder dine!” og “skum med meget tand!”

“De taler baglæns,” sagde Hr. Klogemand og skrev febrilsk i sin notesbog.

“De hedder tandpastafuglene,” forklarede Trut. “De holder Fabulonien ren og glad med deres sang. Men de er blevet forvirrede. Nu gør de det hele baglæns, og det gør os alle rundtosset. Blomsterne visner, og regnbuerne går i stykker!”

“Hvordan skete det?” spurgte Karla. “Der kom en støvsky fra Grinebakken,” sagde Trut og rystede ørerne. “Den fik alle fuglene til at glemme melodien.”

“Vi må hjælpe dem med at huske!” sagde Anna.

Karla tog en dyb indånding og begyndte at synge: “Du skal børste dine tænder…” De andre stemte i, og snart lød det som et lille kor. Tandpastafuglene stoppede op og stirrede på børnene. En fugl med mintgrønne vinger nynnede stille med, og snart fulgte flere efter.

“Du skal børste dine tænder, både morgen og i nat—” sang fuglene i takt, nu korrekt og glad.

Lysningen begyndte at glimte. Blomsterne rejste sig. En regnbue sprang frem over deres hoveder.

“Det virkede!” jublede Kvik og lavede en kolbøtte.

Midt på engen voksede en stor, glitrende krystal op af jorden. Den blev til et spejl, der lyste med varmt lys.

“Det er første trin på jeres vej hjem,” sagde Trut og smilede. “Tre opgaver skal I klare, før portalen åbnes. Dette var den første.”

“Så vi skal hjælpe flere skøre væsner?” spurgte Anna med et grin. “Nemlig!” sagde Trut. “Men I får også historier, venskab og måske lidt kage.” “Kage?” spurgte Kvik med store øjne.

“Jep. Kom, der er mere at opdage. Fabulonien venter!”

De fire venner grinede og løb videre. Eventyret var kun lige begyndt.

Kapitel 3: Dronning Pjuskes Pjuskedag

Efter deres eventyr med tandpastafuglene fulgte de Trut videre ad en sti lavet af hoppende sten. Hver gang man trådte på en sten, sagde den “hop!” og gav et lille spring, så det føltes som at gå på en trampolin. Anna fnisede hele vejen.

“Vi nærmer os Skykanten,” sagde Trut. “Der bor Dronning Pjuske. Hun har… lad os sige… lidt af en dårlig hårdag.”

“En dronning med dårligt hår?” spurgte Kvik skeptisk. “Dårligt hår og dårligt humør,” svarede Trut. “Hun er meget, meget følsom.”

De gik op ad en stige lavet af sukkerspind og kom til et lille, blødt slot, som så ud til at være lavet af candyfloss og skyer. Det duftede sødt og havde små kattepoter trykt i muren.

På en sky-trone sad Dronning Pjuske, en lille kattekvinde med krone, guldkjole og det mest sammenfiltrede hår, de nogensinde havde set. Hendes hale strittede i alle retninger.

“Mit diadem er væk, og min hale er flad!” jamrede hun. “Uden mit diadem kan jeg ikke styre mit rige! Og min hale er ikke pjusket. Det er en katastrofe!”

“Vi vil gerne hjælpe,” sagde Karla venligt. “Kan du puffe min hale?” spurgte dronningen og rakte en børste frem.

Karla begyndte at børste forsigtigt. Det tog tid, for halen var filtret sammen med noget, der lignede små vindruer og glimmerstøv. Imens undersøgte Hr. Klogemand slotshaven.

“Jeg fandt kortet over haven,” sagde han. “Måske er diademet faldet i en af de pjuskebuske?”

Anna og Kvik løb ud for at lede. En af buskene fnisede, da Kvik rodede i den. “Pas på mine hemmeligheder,” sagde den. Men under bladene lå et lille glitrende diadem.

“Her er det!” råbte Anna og løb tilbage. “Åh, mit diadem!” sagde Dronning Pjuske og satte det på hovedet. Hendes hale puffede automatisk op, og hendes øjne blev store og blanke. “I har reddet min dag!”

Hun tryllede fire små pjuskemedaljer frem og gav dem til børnene. “I er nu Æres-Pjuskehelte i mit rige. Jeg vil diktere en sang om jer til min harpe!”

Pludselig dukkede endnu et spejl op på himlen. Det svævede ned foran dem og satte sig fast ved siden af det første spejl.

“To opgaver klaret,” sagde Trut og klappede med ørerne. “Én tilbage!” sagde Kvik og lavede en sej håndbevægelse. “Kom, der venter flere underlige væsner,” sagde Trut med et smil. “Og måske en boble eller to!”

De vinkede farvel til Dronning Pjuske og løb ned ad sukkerspindsstien, klar til næste fjollede opgave i Fabulonien.

Kapitel 4: Bobleblop og det Glemte Navn

Efter de havde vinket farvel til Dronning Pjuske, førte Trut dem videre gennem en dal fyldt med bobler. De fløj gennem luften som sæbebobler, men duftede af citron, jordbær og tyggegummi.

“Pas på!” råbte Kvik, da en kæmpe boble fløj direkte mod ham. Den eksploderede med et “POP!” og dækkede ham i blåbærskum. Anna grinede så meget, at hun næsten væltede.

Midt i dalen lå en sø, der lignede boblende lemonade. På en lille ø i midten sad en rund, blød klump med øjne og arme. Den lignede en blanding mellem gelé og en ballon.

“Det må være et… bobleblop?” gættede Hr. Klogemand.

“Ja,” sagde Trut. “Og det er netop ham, vi skal hjælpe. Han har glemt sit navn, og uden det kan han ikke lave lydbobler mere.” “Lydbobler?” spurgte Anna.

“Bobler, der siger lyde! Når en boble siger ‘kluk’ eller ‘tjoing’, er det en bobleblop, der har pustet den. Men han er så trist, at alle hans bobler nu bare siger ‘øv’.”

De gik nærmere. Boblebloppen kiggede op med bedrøvede øjne. “Jeg… jeg ved ikke, hvem jeg er længere.”

Karla satte sig ved siden af ham. “Kan du huske noget?” “Min mor plejede at kalde mig noget sødt…” sagde han tænksomt. “Noget med boble og… blop?”

“Bobleblop!” råbte alle fire i kor. “Ja!” jublede Bobleblop og sprang op. “Det er mit navn! Jeg er Bobleblop!”

Han pustede straks en stor boble, som sagde “HURRA!” og dansede rundt i luften. En anden boble spillede en lille melodi, og en tredje sagde “tak!”

Pludselig begyndte hele dalen at fyldes med farverige bobler, der sang og dansede.

“Jeg føler mig hel igen!” sagde Bobleblop og sendte en kæmpe hjerteformet boble mod dem. Den eksploderede i konfetti og duftede af karamel.

Et tredje spejl steg op af søen og svævede hen til de andre. “Tre opgaver klaret,” sagde Hr. Klogemand. “Mon portalen åbner sig nu?”

Spejlene lyste kort og forsvandt så op i luften som stjerneskud. “Vent – hvor tog de hen?” spurgte Anna.

“De fører jer videre,” sagde Trut og smilede hemmelighedsfuldt. “Der er mere at lære, mere at opleve – og flere væsner, der har brug for jeres hjælp.”

Karla kiggede op på himlen, hvor boblerne dansede mellem de lyserøde skyer. “Jeg håber aldrig, vi løber tør for skøre væsner.” “Det gør I ikke i Fabulonien,” sagde Trut. “Tro mig.”

De vinkede til Bobleblop, som pustede en sidste boble med ordene “Farvel, helte!” – og så begav de sig videre mod næste eventyr.

Kapitel 5: Regnbue-labyrinten

Efter farvellet med Bobleblop vandrede de fire venner og Trut videre ad en sti lavet af gelé. Den duftede af jordbær, og hver gang man trådte på den, sagde den “blop”.

“Jeg tror, vi nærmer os noget særligt,” sagde Trut. “Jeg kan mærke det i mine ørespidser.”

Foran dem åbnede landskabet sig til noget, der lignede en levende labyrint. Høje mure af farverige regnbuer rejste sig og glitrede i solen. Men hver gang nogen blinkede, flyttede regnbuerne sig.

“Velkommen til Regnbue-labyrinten,” sagde en skyformet vagt. “Kun de, der forstår glædens kraft, finder vejen.”

“Det må være en slags gåde,” sagde Hr. Klogemand. “Måske bevæger labyrinten sig efter vores humør.”

De trådte ind i labyrinten, og straks blev stierne smalle. Karla prøvede at tage en højre drejning, men muren foran hende lukkede sig som lyn. “Okay, det er ikke bare en almindelig labyrint,” sagde Anna og så sig omkring.

“Prøv at være glad!” foreslog Kvik og begyndte at lave sjove dansetrin. Pludselig åbnede en ny sti sig foran dem. “Det virker!” råbte Karla og lo.

De begyndte at lave fjollede lyde, fortælle vittigheder og grine højlydt. Jo mere de lo, jo mere åbnede labyrinten sig. De kom længere og længere ind, og snart blev det som en kæmpe legeplads.

En regnbue begyndte at tale: “Glæde er nøglen til alt i Fabulonien. I har forstået det.”

“Tak, regnbue!” sagde Anna og nikkede høfligt.

I midten af labyrinten lå en platform lavet af solstråler. På den stod det fjerde spejl og blinkede venligt til dem. Det blev hurtigt suget op i luften med de tre andre og formede en cirkel.

“De samler sig,” sagde Hr. Klogemand. “De danner en slags… mønster.” “Et mønster, der kan åbne noget?” foreslog Karla.

“Portalen hjem?” spurgte Anna. “Det er muligt,” sagde Trut. “Men I må først bevise, at I har lært, hvad Fabulonien handler om.”

“Og hvad handler det om?” spurgte Kvik med et løftet øjenbryn. “Det må I selv finde ud af,” sagde Trut og blinkede.

De vendte sig om og opdagede, at labyrinten havde åbnet sig helt. En lige sti førte dem mod næste eventyr.

“Det her sted bliver bare bedre og bedre,” sagde Karla. “Og mere og mere mærkeligt,” sagde Anna.

“Præcis som jeg kan lide det,” lo Kvik, og sammen gik de videre med solen i ryggen og grin i maven.

Kapitel 6: Vrimlevæsnernes Kongerige

Efter Regnbue-labyrinten blev stien smallere, og skyerne over dem begyndte at forme sjove ansigter, der mimede, hvad de sagde. Det var svært at holde fokus, når en sky lavede pruttelyde, hver gang Hr. Klogemand sagde “hypotetisk”.

“Vi er tæt på Vrimleby,” sagde Trut. “Der bor Vrimlevæsnerne – de er søde, men de kan aldrig være stille. Aldrig.”

Det blev hurtigt klart. De hørte lydene længe før, de så byen: bip, klonk, plap, fnis og tusind stemmer, der alle talte i munden på hinanden. “Velkommen til Vrimleby!” råbte en lille væsen, der lignede en levende kuglepen med arme. “Mit navn er Fnisbo!”

“De er over det hele,” sagde Anna og prøvede at tælle dem, men det var umuligt. Vrimlevæsnerne løb rundt og sagde alt muligt: “Jeg skal bruge en banan!” – “Min hale snakker!” – “Hvor er mit tæppe?!”

“Hvordan kan nogen bo sådan her?” spurgte Kvik og holdt sig for ørerne. “De mangler noget vigtigt,” sagde Trut. “Ro.” “Vi kan jo ikke bare sige ‘SSSHH!’ til dem alle,” sagde Karla.

“Men hvad nu hvis vi giver dem noget, de kan være stille for?” foreslog Hr. Klogemand. “Som hvad?” spurgte Anna.

“Musik,” sagde Karla. “Noget beroligende og smukt.”

De fandt blomster, der kunne spille som harper, og Trut pustede i et blad, der lød som en fløjte. Kvik begyndte at slå takt med en pind på en tom kokosnød. Snart spillede de en lille melodi.

En Vrimlevæsen stoppede op. Så en til. Og en til. Før de vidste af det, stod hele byen stille og lyttede. Deres øjne blev store og blanke.

“Det… det er smukt,” sagde Fnisbo. “Jeg har aldrig hørt… ingenting før.” “Det kaldes stilhed,” sagde Hr. Klogemand. “Og musik.” “Vi elsker det!” råbte en anden og begyndte at vippe i takt.

Byen begyndte at bevæge sig i en rolig dans. Ingen råbte. Ingen fór rundt. De nød bare øjeblikket.

Et femte spejl svævede ned fra himlen og placerede sig ved siden af de andre.

“Det virker, som om vi nærmer os noget stort,” sagde Anna. “Men vi er ikke færdige endnu,” sagde Trut. “Der er stadig noget, I mangler at lære.”

“Lære?” spurgte Karla. “Fabulonien afslører kun sin sidste hemmelighed, når I virkelig forstår, hvorfor I er her,” sagde Trut og så dem dybt i øjnene.

De vinkede farvel til de dansende Vrimlevæsner og begav sig videre. Himlen begyndte at glimte, og en svag stemme hviskede i vinden: “En af jer skal nu finde sin egen vej…”

De så på hinanden. Hvad betød det mon?

Kapitel 7: Karla Forsvinder

De havde ikke gået langt fra Vrimleby, før alt blev stille. For stille. Ingen syngende træer. Ingen grinende skyer. Ikke engang Trut sagde noget.

“Er det her stadig Fabulonien?” spurgte Anna og så sig omkring. “Det føles… anderledes,” sagde Hr. Klogemand. “Som om vi er trådt ind i en drøm uden farver.”

Karla gik forrest og trådte pludselig ud i en lysning. “Kom og se!” kaldte hun, men da de andre nåede frem, var hun væk.

“Karla?” råbte Anna. “Ingen tegn,” sagde Hr. Klogemand og studerede jorden.

Trut lagde ørerne ned. “Hun er blevet fanget i Skyggesløret. Det sker kun, hvis man begynder at tvivle på sig selv.”

Karla vågnede i et gråt landskab. Alt var stille. Selv hendes egne tanker føltes dæmpede. Foran hende stod en høj skikkelse dækket i tåge.

“Hvem er du?” spurgte Karla og tog et skridt frem. “Jeg er din tvivl,” sagde figuren. “Du er modig, men du er også bange. Det kan ikke passe sammen.”

“Jo, det kan,” sagde Karla stille. “Man kan godt være bange og stadig gøre det rigtige.”

Skyggen tøvede. “Men hvad nu hvis du fejler?”

“Så prøver jeg igen,” sagde Karla fast. “Jeg er ikke perfekt. Men jeg giver aldrig op.”

Lyset begyndte at strømme ind i det grå. Farverne kom tilbage. Skyggen smeltede væk og afslørede et spejl, som viste hendes venner, der kaldte på hende.

Hun løb mod det – og trådte ud af spejlet og direkte ind i deres arme.

“Karla!” råbte Anna og krammede hende. “Hvor var du?” spurgte Kvik. I mig selv,” sagde Karla. “Men jeg fandt vejen ud.”

Trut nikkede. “Du har gennemført Skyggens Prøve. Ikke mange kan klare den alene.”

Spejlene samlede sig i en ring og begyndte at rotere. “Er det… portalen hjem?” spurgte Hr. Klogemand. “Snart,” sagde Trut. “Men først skal I lære det vigtigste af alt.”

“Endnu en lektie?” spurgte Kvik og grinede. “Jeg troede, vi var på ferie!” “Det her er den bedste ferie nogensinde,” sagde Karla og smilede.

De vendte sig mod den næste sti, som glimtede som stjernestøv.

Eventyret var endnu ikke slut.

Kapitel 8: Den Glade Ged med Hemmeligheden

Efter Karla var kommet tilbage fra Skyggesløret, gik stemningen fra alvorlig til lettet. De grinede og pjattede igen, som om en tung sky var lettet fra deres skuldre.

“Jeg har en overraskelse til jer,” sagde Trut. “En ven af mig bor lige om hjørnet – hun har altid kage.” “Kage?” gentog Kvik og slikkede sig om munden.

De rundede et hjørne på stien og kom til en lille hytte bygget af bark, blomster og bolsjer. Ud fra døren kom en ged med briller, forklæde og en blomsterkrans på hovedet. Hun smilede, så man kunne se hendes små tænder.

“Velkommen, mine små sukkerkugler!” råbte hun. “Jeg hedder Frida – også kendt som Den Glade Ged!”

Hun klappede i hænderne, og et bord dækket med muffins, småkager og saftevand dukkede op af jorden.

“Det her… er det bedste sted i hele Fabulonien,” sagde Anna og tog en blå muffin. “Hvordan kan du være så glad hele tiden?” spurgte Karla, mens hun nippede til sin hindbærsaftevand.

“Ah,” sagde Frida og satte sig i en stol lavet af skyer. “Det er min hemmelighed.” Fortæl den!” sagde Kvik og lænede sig spændt frem.

Frida kiggede rundt og sagde så lavt: “Jeg griner. Hver dag. Også når jeg er ked af det. For latter gør mit hjerte lettere.”

“Men… hvad hvis man ikke føler for at grine?” spurgte Hr. Klogemand. “Så finder jeg noget fjollet. En dansende snegl. En grimasse. Eller jeg fortæller mig selv en sjov historie.”

Hun rejste sig og dansede en lille gededans, hvor hun snurrede rundt og lavede ko-lyde. Børnene kunne ikke lade være med at grine. “Se? Det virker allerede,” sagde Frida og blinkede.

Pludselig begyndte en stor ballon at stige op fra haven. Den var formet som et hjerte og glitrede i solen. Inde i ballonen stod der med guldskrift: “Del glæden – og du fordobler den.”

“Endnu en besked,” sagde Anna. “Ligesom i Vrimleby.”

“Det er som en samling af Fabuloniens regler,” sagde Hr. Klogemand og noterede flittigt.

Ballonen bristede med et lille “pling!” og efterlod en duft af vanilje og glæde.

“Tak, Frida,” sagde Karla. “Jeg tror, jeg vil prøve at grine lidt mere – også når tingene er svære.” “Så har du allerede lært min hemmelighed,” sagde Frida og krammede dem alle med sine bløde gedearme.

Da de gik videre, vinkede Frida og råbte: “Glem ikke at grine! Det er den stærkeste trylleformular!”

“Jeg elsker hende,” sagde Anna. “Hun er som en mormor med gedeskæg og regnbuekager,” sagde Kvik og lo.

De gik videre med smil på læben – og en ny styrke i hjertet.

Kapitel 9: Hemmelighedens Bibliotek

Efter Fridas muffins og latter fyldt med regnbuestøv, førte Trut dem videre gennem et landskab, der blev mere og mere stille. Ingen fuglesang. Ingen vind. Kun en snigende spænding i luften.

Foran dem rejste sig en kæmpestor bygning lavet helt af bøger og glimtende lydbølger. Tårnene snurrede sagte rundt, og tagene var dækket af bogstaver, der hoppede og dansede.

“Velkommen til Hemmelighedens Bibliotek,” sagde Trut højtideligt. “Her gemmer Fabulonien sine dybeste hemmeligheder.” “Er det her man finder svar?” spurgte Hr. Klogemand med tindrende øjne. “Måske,” svarede Trut. “Men kun hvis man tør stille de rigtige spørgsmål.”

Dørene åbnede sig uden lyd, og de trådte indenfor. Hylderne nåede op til skyerne, og bøgerne havde titler som “Hvordan man kilder en kæmpe” og “Opskriften på uventet venskab”.

“Bøgerne… de hvisker,” sagde Anna og lagde hovedet på skrå. “De venter på, at I spørger,” sagde Trut.

Karla gik hen til en hylde, hvor en bog blinkede til hende. Hun rakte hånden ud – og bogen sprang op og begyndte at tale: Karla med det lyse hår, modet bor i dit smil. Du tvivlede, men fandt din styrke. Din historie er vigtig.” “Det handler om mig!” udbrød hun.

En ny bog sprang frem foran Anna: “Anna med det mørke sind og hjerte som solens varme. Din omsorg og trofasthed lyser vejen for andre.”

En tredje bog snurrede rundt og landede foran Hr. Klogemand: “Du spørger og spørger, kloge ven, og ser svar i alt. Men nogle gange findes det vigtigste svar i stilheden.”

Endelig kom der en bog til Kvik: “Hurtig som vinden, sjov som lyn. Men også med et hjerte, der lytter. Du bringer lethed i stormen.” “Wow,” sagde Kvik og tørrede en lille tåre væk. “Jeg vidste ikke, jeg var så… vigtig.”

“Alle historier er vigtige,” sagde Trut. “Og jeres bliver nu en del af biblioteket.”

En væg åbnede sig, og bag den stod seks spejle – samlet i en ring. De blinkede med regnbuefarver og dannede en spiral.

“Portalen vågner,” sagde Trut med blød stemme. “I er tæt på nu.” “Men hvorfor skulle vi lære alt det her?” spurgte Karla. “For at forstå, at det største eventyr ikke er det, I går igennem…” sagde Trut.

“…men det, der sker indeni,” afsluttede Anna stille.

De fire venner så på hinanden. De var ikke helt de samme, som da de trådte ind i skoven. De var mere. Stærkere. Sjovere. Klogere. Og endnu bedre venner.

Spejlene glimtede og begyndte at rotere langsomt i luften.

“Tid til den sidste prøve,” sagde Trut. “Vi er klar,” sagde Karla. “Sammen.”

Kapitel 10: Portalen Vågner

Spejlene svævede i luften i en perfekt cirkel. De glimtede i takt, som om de sang en lydløs melodi. Børnene stod målløse og stirrede.

“De kalder på jer,” sagde Trut stille. “Det er tid til at vågne.” Vi er ikke i seng?” spurgte Kvik forvirret.

“Han mener ikke sove-vågne,” sagde Hr. Klogemand. “Han mener… noget større.”

Spejlene begyndte at rotere hurtigere. En strøm af stjernestøv snoede sig imellem dem og dannede en dør – en rigtig dør af lys, regnbuer og glimtende minder.

“Det er portalen,” sagde Trut. “Den, der fører hjem.” “Vi skal altså sige farvel?” spurgte Anna og så trist ud.

“Snart,” sagde Trut. “Men før portalen åbner sig helt, skal I bestå den sidste prøve.”

“Endnu en?” sagde Kvik og så en smule nervøs ud. “Den vigtigste,” sagde Trut. “Det er prøven om venskab.”

En stemme tonede frem i vinden. Den lød som tusind venners latter på én gang:

“Når én går vild, og to går sammen, hvad gør tre – hvis de skal finde hjem?”

Børnene så på hinanden. “Det er en gåde,” sagde Hr. Klogemand. “Et slags billede på noget.”

“Én går vild,” sagde Karla. “Ligesom jeg gjorde i Skyggesløret.” “To går sammen,” sagde Anna og tog Kviks hånd. “Det gør vi altid.” “Men hvad med tre?” spurgte Kvik. “Hvad gør de?”

Der blev stille. Så sagde Karla langsomt: “De venter. Fordi man ikke forlader nogen bag sig.”

Spejlene begyndte at lyse klart. Et kæmpe glimt strålede ud fra midten, og portalen åbnede sig.

“Det var det rigtige svar,” sagde Trut. “Venskab er ikke kun grin og sjov. Det er også at blive – selv når det er svært.”

“Det var smukt sagt,” snøftede Kvik. “Jeg får næsten lyst til at skrive et digt.” “Det ville blive ret mærkeligt,” sagde Anna og grinede. “Men du må gerne prøve.”

De gik hen mod portalen. Luften omkring den sitrede og duftede af alt det bedste: nyslået græs, solskin, hjemmebag og eventyr. “Farvel, Trut,” sagde Karla og krammede den flyvende kanin. “Vi ses igen, ikke?” spurgte Anna.

“Fabulonien bor i jeres hjerter nu,” sagde Trut og blinkede. “Hvis I en dag virkelig har brug for det – så finder I vejen tilbage.” “Eller den finder os,” sagde Hr. Klogemand og smilede.

De fire venner tog hinanden i hånden og trådte sammen ind i lyset.

Og så blev alt stille.

Kapitel 11: Venskabets Prøve

De fire venner svævede gennem portalen som fnug i vinden. De landede blødt midt i en lysning fyldt med lys og skygger. Rundt om dem stod de seks spejle – nu som høje portaler dækket af levende billeder.

Hvert spejl viste en scene fra deres tid i Fabulonien: Trut der hoppede, tandpastafugle der sang, Dronning Pjuske med sin puffede hale, Bobleblop der grinede, Vrimlevæsner der dansede – og Frida, den glade ged, der lavede kager.

“Er det minder?” spurgte Anna.

“Det er prøverne, I har bestået,” sagde en stemme. Det var ikke Trut. Det var en ny stemme – varm og klar.

Ud af lyset trådte en skikkelse: halv regnbue, halv stjernestøv, med øjne som glimtende stjerner. Det var Fabuloniens Hjerte – uglen med den magiske kraft, som holdt hele verdenen sammen.

“Det var jer, der bragte glæde, mod, ro, latter og venskab tilbage,” sagde stemmen. “Men venskab er ikke kun noget, man har – det er noget, man vælger.”

“Vi vælger det,” sagde Karla uden tøven. “Hver dag.”

“Så vælg nu,” sagde stemmen. “I kan blive her i Fabulonien og opleve eventyr hver dag – eller tage hjem og bringe det, I har lært, med jer.”

De fire børn så på hinanden.

“Jeg ville savne morgenmad,” sagde Kvik.

“Og min seng,” sagde Anna.

“Og biblioteket,” sagde Hr. Klogemand.

“Men mest af alt… vores familie,” sagde Karla. “Vi skal hjem.”

“Det var det svar, jeg håbede på,” sagde stemmen. “For den største magi sker ikke i drømme – men i hverdagen.”

Spejlene begyndte at gløde og samlede sig til én stor portal.

“Én ting mere,” sagde stemmen. “Vælg én gave, som I må tage med hjem. Men kun én.”

“Jeg vil tage latter,” sagde Kvik. “Så kan jeg altid få folk til at smile.”

“Jeg vælger nysgerrighed,” sagde Hr. Klogemand. “Den hjælper mig med at forstå verden.”

“Jeg vil tage omsorg,” sagde Anna. “Den gør alt lidt blødere.”

Karla tænkte sig godt om. “Jeg tager mod – både det, der er højt, og det, der er stille.”

Portalen åbnede sig med et varmt sus.

“Farvel, Fabulonien,” sagde de i kor.

Og så trådte de gennem lyset.

Kapitel 12: Hjemme – men Forandrede

Lyset fra portalen forsvandt, og de fire venner landede med et bump midt i skoven bag Bakkeskolen. Fuglene sang igen, og solens stråler skinnede blidt gennem trækronerne.

“Vi er hjemme,” sagde Anna og kiggede rundt. “Men… det føles lidt anderledes,” sagde Karla og rejste sig op.

“Det er nok os, der er anderledes,” sagde Hr. Klogemand.

Kvik strakte armene op mod himlen. “Ah, almindelig luft! Ingen syngende træer, ingen dansende skyer, bare god gammeldags kedelig sommer!”

De grinede. Det føltes mærkeligt at være tilbage, som om de havde været væk i en evighed, selvom solen stadig stod samme sted på himlen. “Var det hele en drøm?” spurgte Anna og så på de andre.

Karla stak hånden i lommen og trak et lille glitrende blad og en krystal frem. Det blinkede kort med regnbuefarver. “Nej,” sagde hun. “Det var virkeligt.”

“Og fantastisk,” sagde Hr. Klogemand og så lidt drømmende ud.

De begyndte at gå tilbage mod byen. Alting virkede genkendeligt – men også lidt mere magisk. Gadelygterne glimtede en smule ekstra. Fuglene kvidrede som om de kendte en hemmelighed.

Ved bageren fik de kanelsnegle og kakao, og Kvik fortalte ekspedienten, at han havde været på besøg hos en ged, der kunne danse og bage kage med regnbuer i. “Jamen dog,” sagde ekspedienten og blinkede. “Det lyder da som noget fra en børnebog.”

Da de sad på græsset og spiste, sagde Anna: “Tror I, vi nogensinde kommer tilbage?” “Måske,” sagde Karla. “Men kun hvis vi virkelig har brug for det.”

“Jeg tror, Fabulonien bor i os nu,” sagde Hr. Klogemand. “Ligesom venskab,” sagde Kvik og nikkede.

De så op på himlen, hvor en enkelt sky lignede en flyvende kanin. Karla smilede. “Det er sjovt,” sagde hun. “Jeg var så bange for at kede mig i sommerferien.”

“Og nu?” spurgte Anna. “Nu ved jeg, at man aldrig ved, hvornår et eventyr starter – især ikke, hvis man tør kede sig lidt først.”

De fire venner lænede sig tilbage i græsset, mætte af kanelsnegle og minder, og kiggede op på skyerne. En lille stemme, som kun Karla hørte, hviskede i vinden: “Du klarede det, modige pige. Fabulonien venter altid – bag næste usynlige dør.” Var det Trut?

Karla lukkede øjnene og smilede. Hun vidste, at uanset hvor hun var, ville eventyret aldrig være længere væk end fantasien.

Og måske… bare måske… ville døren en dag åbne sig igen.