Beskrivelse

Karlas malebøger – den tyvende og verden rundt i luftballon (LIGHT UDGAVE)

“Karla´s malebøger – den tyvende og verden rundt i luftballon (LIGHT UDGAVE)” er en spændende tilføjelse til Karlas malebøger-serien! En lærerig malebog med 10 flotte steder rundt om i verden. Den har også en lille spændende historie man kan få læst op samtidig med at man har det sjovt med at farvelægge. Det er en fantastisk måde at hygge sig. Karla er sikker på, at børnene vil nyde at bruge timevis på at farvelægge og udforske verdenen gennem deres egne kunstværker. Hvis ikke timer så ihvertfald 20 minutter om dagen.

Som nogle måske allerede ved fra Hr. Klogemand hæfterne, har Karla ikke kun en passion for matematik, men også en dyb kærlighed for kunsten at farvelægge. Derfor har hun dedikeret sig til at skabe dette særlige hæfte, som du nu får muligheden for at nyde og farvelægge.

Uanset om du befinder dig i skolen, ved køkkenbordet, på ferie eller hos dine bedsteforældre, så er dette hæfte den perfekte følgesvend til at skabe afslappende øjeblikke med farvelægning og kreativ udfoldelse. Så tag dine farveblyanter frem og lad rejsen rundt i verden i luftballon tage dig med ind i en fortryllende verden fyldt med farverige motiver og kreativ glæde!

Husk det behøver ikke være grimt for at være godt!

Nyd de gode timer sammen,
Karla

Kopiering må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Kapitel 1: Paris og Eiffeltårnet

Ballonen, som de havde døbt Berta, steg stille op over Bakkeskolen bag bakkerne. Karla holdt kikkerten for øjnene, Anna skrev i den lille rejsebog, Hr. Klogemand passede flammen, og Kvik… prøvede at fange en vingummi, der var blæst på afveje.

“Retning sydover!” råbte Hr. Klogemand. “Vinden er vores chauffør i dag.”

Efter en nat over marker og byer vågnede de til en scene som i en film: en bred flod, elegante broer og et tårn, der stak som en kæmpe tekande-tud op i himlen.

“Paris!” jublede Anna.

“Og dér er Eiffeltårnet,” sagde Karla. “Hvor højt er det egentlig?”

“330 meter med antennen,” svarede Hr. Klogemand. “Det er cirka som 60 giraffer oven på hinanden.”

“Eller 8.250 croissanter,” sagde Kvik. “Hvis man altså lægger dem oven på hinanden.” Han blev stille et øjeblik. “…og hvis man må spise én imens.”

De lod Berta svæve i sikker afstand, mens de kiggede ned på Champ de Mars. Paris lignede et puslespil, og floden Seine snoede sig som et sølvbånd. Et par måger skreg, som om de ville sige: “Bienvenue!”

“Fakta-tid,” sagde Anna og pegede med sin blyant. “Hvem fandt på tårnet?”

“Gustave Eiffel, og det blev bygget til verdensudstillingen i 1889,” sagde Hr. Klogemand. “Nogle syntes faktisk, at det var grimt dengang, og det skulle egentlig have stået i 20 år og så rives ned. Men radio og telegrafi reddede det – tårnet blev en super antenne.”

“Så det var en slags gigantisk mobilmast, før mobiler fandtes?” spurgte Karla.

“Præcis,” nikkede han.

Vinden lavede et lille hop, og ballonen drejede, så de kunne se hele tårnets gitterværk. Solen glimtede i metallet.

“Vidste I,” fortsatte Hr. Klogemand, “at tårnet bliver malet cirka hvert syvende år? Der går mange tons maling til, og farven kaldes ‘Eiffel Tower Brown’ i tre nuancer, mørkest nederst og lysest øverst, så det ser mere harmonisk ud.”

“Som at ombre-farve håret,” sagde Karla og grinede.

“Og når det er rigtig varmt,” tilføjede Anna, “kan metallet udvide sig.”

“Ja,” sagde Hr. Klogemand. “På en hed dag kan tårnet blive op til 15 centimeter højere. På kolde dage trækker det sig sammen igen. Metal er lidt som en kat—det strækker sig i solen.”

“Hvis jeg strækker mig i solen, bliver jeg så højere?” spurgte Kvik forhåbningsfuldt.

“Kun hvis du er lavet af jern,” sagde Karla.

De sænkede ballonen, så de kunne høre gadens lyde: cykelklokker, en harmonika et sted, og nogen der sagde “bonjour!” Fra en bageri-luge duftede det af smør og nybagt brød.

“Mission mini,” sagde Anna. “Vi skal lære ét lokalt ord hvert sted.”

“Bonjour,” sagde de i kor.

“Og merci,” tilføjede Kvik – mest fordi bageren rakte dem en papirpose med fire små croissanter.

De delte, og krummerne fløj som små snefnug.

“Matematik-øjeblik,” sagde Hr. Klogemand. “Hvis Eiffeltårnet er 330 meter, og vores ballon hænger 100 meter over jorden her, hvor mange giraffer er vi så over byen?”

Anna skrev: “100 meter ≈ 18 giraffer.”

“Jeg håber, de ikke kilder,” sagde Kvik og så ned på sine sko.

De tegnede tårnet i rejsebogen. Karla lagde skygger med bløde streger, mens Anna noterede:

– 330 m høj.

– 1889, Gustave Eiffel.

– Malet i tre brune nuancer, cirka hvert 7. år.

– Reddet af radio/telegrafi.

– Vokser lidt i varmen!

“Hvordan styrer vi egentlig ballonen?” spurgte Karla.

“Vi styrer op og ned ved at varme luften,” forklarede Hr. Klogemand. “Varm luft er lettere end kold, så vi stiger. Vinden bestemmer retningen – men i forskellige højder blæser vinden tit i forskellige retninger. Så vi ‘skifter spor’ ved at ændre højde. Det er som at tage rulletrappen til den rigtige etage.”

Kvik kiggede mod horisonten. “Hvilket ‘spor’ fører til croissanter nummer to?”

“Det spor fører mod ørkensand,” sagde Hr. Klogemand og holdt et lille postkort op med tre trekantede skygger på. “Næste stop: steder, der er ældre end næsten alt andet.”

“Pyramiderne!” gispede Karla.

Berta løftede sig igen. Eiffeltårnet blev mindre, Paris blev til et mønster af tage og boulevarder, og floden blev til en glinsende snor. De vinkede farvel.

“Au revoir, Paris!” råbte Anna.

“Og bonjour, eventyr,” sagde Kvik – med én sidste krumme på læben.

Kapitel 2: Kairo og Pyramiderne ved Giza

Ballonen Berta gled hen over Middelhavet, og efter en lang nat begyndte sandets gyldne farver at strække sig under dem. Solen stod op som en kæmpe orange ballon i horisonten.

“Se!” råbte Karla og pegede. “Tre kæmpe trekantede bjerge midt i ørkenen!”

“Det er ikke bjerge,” sagde Hr. Klogemand med et hemmelighedsfuldt smil. “Det er pyramiderne ved Giza, bygget for mere end 4.500 år siden.”

Anna skrev ivrigt i rejsebogen: “Giza, Egypten – verdens ældste af de syv vidundere, som stadig står!”

Kvik gned sine øjne. “Vent, byggede de virkelig de der kæmpe stentinder uden kraner eller traktorer? De må have haft superkræfter.”

“Supermange hænder,” rettede Hr. Klogemand. “Tusindvis af arbejdere – ikke slaver, som man troede før – men dygtige håndværkere, der fik både løn og mad. Nogle sten vejer op til 2,5 tons hver. Det svarer til vægten af en lille bus.”

“Så hver gang de flyttede en sten, var det som at parkere en bus oven på en bus?” sagde Kvik. “Jeg får sved på panden bare ved at tænke på det.”

Ballonen svævede tættere på, og de kunne se Sfinksen – den enorme stenfigur med løvekrop og menneskehoved. Den stirrede ud over ørkenen med et ansigt, der så både strengt og lidt træt ud.

“Vidste I,” sagde Hr. Klogemand, “at næsen på Sfinksen faktisk mangler? Ingen ved helt præcist, hvorfor. Men den har stået dér i næsten 4.000 år og set alt muligt.”

“Den ser ud, som om den vil sige: ‘Hvem har spist min næse?’” sagde Kvik og prøvede at efterligne ansigtet.

Anna fniste og skrev: “Sfinksen – uden næse.”

Solen bagte, og varmen fik luften i ballonen til at dirre. Karla tog kikkerten og så små mennesker og kameler på vej rundt om pyramiderne. “Hvorfor byggede de pyramiderne så spidse?” spurgte hun.

“Godt spørgsmål,” sagde Hr. Klogemand. “Man mener, at formen skulle pege mod solen og stjernerne. Faraoerne troede på et liv efter døden og ville bygge en slags himmel-trappe.”

“Så det er gravsteder?” spurgte Anna.

“Ja – kongernes supergrave. Inde i dem er der lange gange, hemmelige kamre og skatte. Men mange af dem er blevet plyndret for længe siden.”

“Jeg ville bygge en pyramide fuld af lakridser,” sagde Kvik. “Så ville røverne få sort tunge, og så kunne man altid finde dem bagefter.”

De grinede.

Hr. Klogemand pegede på den største pyramide. “Det er Keopspyramiden – den højeste. Da den var ny, var den dækket af glatte, hvide kalkstensblokke, der fik den til at skinne som et kæmpe fyrtårn i solen. Tænk, hvis vi så den dengang!”

Anna skrev flittigt:

– Keopspyramiden ca. 146 m høj (nu 138 m, fordi toppen mangler).

– Bygget ca. 2.560 f.Kr.

– Over 2 millioner stenblokke.

– Arbejdere fik løn og mad.

– Sfinksen passer på pyramiderne.

“Og se,” sagde Hr. Klogemand, “de gamle egyptere opfandt også hieroglyffer – små billeder, der har en betydning. Som en slags emojis!”

“Så de skrev med emojis før os?” spurgte Karla.

“Ja! Vil du prøve?” Han trak en lille tavle frem og tegnede et øje, en falk og et vandtegn.

“Det betyder: ‘Jeg ser floden Nilen.’”

“Jeg laver en hieroglyf!” sagde Kvik og tegnede sig selv, en sko og en kage.

“Hvad betyder det?” spurgte Anna.

“‘Kvik skal have sko og kage.’” Han nikkede stolt.

Solen stod højt nu, og ballonen løftede sig igen. De kunne se Nilen som et grønt bånd gennem det gyldne sand.

“Næste stop,” sagde Hr. Klogemand, “er et sted, der strækker sig tusindvis af kilometer som en slange af sten.”

“Den Kinesiske Mur!” råbte Karla.

“Hvis den er lang som en slange, håber jeg bare ikke, den bider,” sagde Kvik.

De vinkede farvel til pyramiderne, mens Sfinksen så ud, som om den holdt på endnu en hemmelighed.

Kapitel 3: Den Kinesiske Mur

Efter flere dage med vind i ryggen fløj Berta ind over Asiens bjerge og dale. Skove lå grønne som et kæmpe tæppe, og tågen snoede sig mellem bjergene som hvide slanger.

“Jeg kan se noget!” råbte Karla med kikkerten. “En mur! Den er så lang, at jeg ikke kan se enden.”

“Det er Den Kinesiske Mur,” sagde Hr. Klogemand stolt. “Den er over 21.000 kilometer lang. Det er som at rejse hele vejen fra Danmark til Australien – og så lidt til!”

“Så er det ikke bare en mur, men en super-mur,” sagde Anna og skrev hurtigt i rejsebogen.

Kvik kneb øjnene sammen. “Hvordan kunne de bygge noget så langt? De må have haft verdens største lineal!”

Hr. Klogemand grinede. “Det tog mange hundrede år og mange kejsere. Muren blev bygget for at beskytte Kina mod fjender fra nord. Den er lavet af jord, sten og mursten – alt efter hvor man er. Og nogle steder er den så bred, at fem heste kunne ride ved siden af hinanden.”

“Fem heste? Så kunne man holde kapløb deroppe!” sagde Karla.

De sænkede ballonen, så de kunne se de stejle trapper og vagttårne. Turister så ud som små myrer, der kravlede op ad trinnene.

“Vidste I,” sagde Hr. Klogemand, “at muren ikke er én lang ubrudt mur? Den er bygget i et netværk med mange sektioner. Men tilsammen bliver det verdens længste bygningsværk.”

Anna nikkede. “Og de siger, at man kan se den fra rummet. Er det sandt?”

“Det er en myte,” svarede Hr. Klogemand. “Astronauter siger, at muren faktisk er svær at se med det blotte øje, fordi den falder i ét med landskabet. Men den er alligevel imponerende.”

Kvik stak armen frem, som om han selv kunne mærke murstenene. “Hvis jeg boede på muren, ville jeg bygge en isbod i et tårn. Så kunne soldaterne få softice, når de holdt vagt.”

“Så ville isen nok smelte, før muren gjorde,” sagde Karla.

De grinede.

Anna noterede:

– Over 21.000 km lang.

– Bygget af flere kejsere gennem 2.000 år.

– Lavet af sten, jord og mursten.

– Op til 7-8 meter høj, nogle steder bred nok til 5 heste.

– Ikke synlig fra rummet med øjet.

Hr. Klogemand pegede på et vagttårn. “Soldaterne brugte fakler og røg til at sende signaler fra tårn til tårn. På den måde kunne beskeder rejse mange kilometer på få minutter.”

“En slags oldtidens sms,” sagde Anna.

“Bare med ild i stedet for emojis,” tilføjede Karla.

“Ild = fjenden kommer,” sagde Kvik dramatisk.

Berta steg langsomt igen, og muren snoede sig under dem som en kæmpe drage af sten.

“Vidste I,” sagde Hr. Klogemand, “at kineserne også opfandt nudler, papir og fyrværkeri?”

“Så uden Kina ingen spaghetti, ingen bøger og ingen nytårsraketter?” sagde Karla.

“Præcis,” svarede han.

Vinden tog fat, og ballonen begyndte at drive mod vest. I horisonten glimtede noget hvidt.

“Det ligner et palads,” sagde Anna.

“Det er ingen almindelig bygning,” sagde Hr. Klogemand. “Det er et kærlighedsmonument bygget i marmor.”

“Taj Mahal!” råbte Karla begejstret.

“Jeg håber, der også er plads til en isbod dér,” sagde Kvik.

Kapitel 4: Taj Mahal

Ballonen Berta flød som en sky hen over et grønt landskab, hvor floder snoede sig som blå bånd. Solen var på vej op, da noget hvidt begyndte at glimte i det fjerne.

“Se!” råbte Karla. “Et kæmpestort hvidt slot med tårne!”

“Det er Taj Mahal,” sagde Hr. Klogemand højtideligt. “Et af verdens smukkeste bygningsværker – og en kærlighedshistorie hugget i marmor.”

Anna spidsede sin blyant. “Fortæl, fortæl!”

Hr. Klogemand nikkede. “For næsten 400 år siden levede kejser Shah Jahan. Han elskede sin hustru Mumtaz Mahal så højt, at da hun døde, besluttede han at bygge et monument til hende. Taj Mahal er altså en kæmpe grav – men også et symbol på kærlighed.”

“En kærlighedsgrav?” sagde Kvik og rystede på hovedet. “Jeg ville have bygget en chokoladefabrik i stedet.”

Ballonen drev tættere på, så de kunne se kuplen og de fire slanke minareter, der stod som vagter omkring bygningen. Taj Mahal var lavet af skinnende hvidt marmor, og solen fik det til at gløde som guld.

“Vidste I,” fortsatte Hr. Klogemand, “at marmoren faktisk kan skifte farve? Om morgenen ser det lyserødt ud, midt på dagen hvidt og om aftenen gyldent. Det afhænger af lyset.”

“Så det er som en humør-ring, bare i gigant-udgave,” sagde Karla.

Anna skrev hurtigt:

– Bygget i Agra, Indien i 1600-tallet.

– Rejst af Shah Jahan til Mumtaz Mahal.

– Lavet af hvidt marmor, som skifter farve i lyset.

– Et af de nye syv vidundere.

De kunne høre lyde fra byen: cykelklokker, markeder og folk, der talte hindi. Duften af krydderier steg op mod ballonen.

“Det siges, at over 20.000 arbejdere og 1.000 elefanter hjalp med at bygge Taj Mahal,” sagde Hr. Klogemand. “Det tog 22 år at færdiggøre.”

“22 år?!” gispede Anna. “Så hvis man startede som barn, blev man voksen, før det stod færdigt.”

“Det var en stor byggeplads,” sagde Karla.

“Jeg ville være blevet alt for utålmodig,” sagde Kvik. “Jeg kan næsten ikke vente på, at min Tikka Masala bliver færdig.”

Hr. Klogemand lo. “Men resultatet blev også en af verdens mest besøgte bygninger. Millioner af mennesker rejser hertil hvert år for at se den.”

De tegnede kuplen i rejsebogen, og Anna tilføjede en lille hjerte-emoji ved siden af.

“Og se,” sagde Hr. Klogemand, “symmetrien er helt utrolig. Taj Mahal er bygget spejlsymmetrisk – venstre og højre side er næsten identiske. Det er som at se sig selv i et spejl.”

“Så hvis man lægger en kæmpe lineal på midten, er begge sider ens?” spurgte Karla.

“Præcis.”

Berta svævede stille videre, og bag Taj Mahal begyndte himlen at åbne sig mod øst.

“Næste stop ligger på den anden side af havet,” sagde Hr. Klogemand. “Et land med kænguruer, boomeranger – og et hus, der ligner et kæmpe skib med sejl.”

“Det må være Sydney Opera House!” sagde Anna.

“Jeg håber, kænguruerne kan hoppe helt op til os,” sagde Kvik.

Kapitel 5: Sydney og Great Barrier Reef

Efter mange timer over det Indiske Ocean kom Berta endelig til Australiens kyst. Under dem lå blå laguner, hvide strande og et hav, der glimtede som turkis glas.

“Se der!” råbte Karla og pegede. “Et kæmpestort hus med tag som sejl!”

“Det er Sydney Opera House,” sagde Hr. Klogemand. “Et af verdens mest berømte bygninger. Taget er formet som kæmpe muslingeskaller eller sejl, alt efter hvem man spørger.”

“Jeg synes, det ligner en pizza, hvor nogen har glemt at lægge fyld på,” sagde Kvik.

Anna fniste og skrev:

– Sydney Opera House, bygget i 1973.

– Designet af en dansk arkitekt, Jørn Utzon.

– Taget ligner sejl eller muslingeskaller.

“Det er faktisk sandt, at det er en dansker, der har tegnet huset,” sagde Hr. Klogemand. “Så selv om vi er på den anden side af jorden, er der lidt Danmark her.”

Ballonen svævede videre nordpå, og snart kunne de se en mosaik af farver under havets overflade. Grønne, røde og lilla pletter dannede et kæmpemæssigt mønster.

“Wow!” sagde Karla. “Hvad er det?”

“Det er Great Barrier Reef,” sagde Hr. Klogemand. “Verdens største koralrev. Det er så stort, at man kan se det fra rummet! Det strækker sig over 2.300 kilometer – næsten lige så langt som 5 gange Danmark fra øst til vest.”

“Er det levende?” spurgte Anna nysgerrigt.

“Ja,” svarede Hr. Klogemand. “Koralrev består af milliarder af små koraldyr, der bygger kalkskeletter. De er hjem for tusindvis af fisk, skildpadder og hajer.”

“Så det er verdens største undervandshotel!” sagde Kvik. “Hvis jeg var en fisk, ville jeg bestille værelse med havudsigt.”

De kiggede ned og så en havskildpadde svømme roligt gennem det klare vand.

“Men revet er også skrøbeligt,” forklarede Hr. Klogemand. “Hvis vandet bliver for varmt, kan korallerne blive syge og miste farven. Det kaldes blegning.”

“Så det er vigtigt at passe på det,” sagde Anna alvorligt og noterede: “Revet skal beskyttes.”

Hr. Klogemand nikkede. “Derfor er det på UNESCO’s verdensarvsliste.”

De sad stille et øjeblik og betragtede farverne under sig. Det føltes som at kigge ned i et kæmpestort maleri.

“Jeg vil male det, når vi kommer hjem,” sagde Karla drømmende.

“Jeg vil spise det,” sagde Kvik. “Altså ikke fiskene… bare farverne. Hvis man kunne spise farver, ville jeg starte med lilla.”

De lo, og vinden begyndte at føre ballonen nordpå.

“Næste stop,” sagde Hr. Klogemand og viste et billede af en travl by med blinkende skilte. “Et sted, hvor gamle traditioner møder det nyeste teknologi. Hvor man kan spise sushi til morgenmad og spille computerspil hele natten.”

“Tokyo!” råbte Karla og Anna i kor.

“Jeg håber, de har sushi med lakrids,” sagde Kvik.

Kapitel 6: Tokyo

Ballonen Berta fulgte vinden nordpå, og snart glimtede lysene fra en kæmpe by under dem. Tokyo lyste som et hav af stjerner, selvom det stadig var nat.

“Se alle de skilte!” sagde Karla. “De blinker som regnbuer!”

“Det er Shinjuku,” forklarede Hr. Klogemand. “Et af verdens mest travle kvarterer. Tokyo er Japans hovedstad og har næsten 14 millioner mennesker – og over 37 millioner i hele storområdet. Det er verdens største byområde.”

“Så mange mennesker?!” gispede Anna. “Hvordan finder man nogensomhelst der?”

“Man følger bare duften af ramen,” sagde Kvik og snusede i luften.

Da solen stod op, kunne de se Fuji-bjerget i horisonten – en perfekt kegle med sne på toppen.

“Det er Japans højeste bjerg,” sagde Hr. Klogemand. “3.776 meter. Det er også en hellig vulkan.”

“Det ligner en isvaffel med flødeskum,” sagde Karla.

“Jeg vil have to kugler sushi ovenpå,” sagde Kvik

.

De grinede, mens Anna skrev i bogen:

– Tokyo = verdens største byområde.

– Fuji-bjerget: 3.776 m, hellig vulkan.

– Sushi, ramen, teknologi og tradition.

Nede i gaderne kunne de se folk i jakkesæt skynde sig til togene. Et øjeblik efter kørte et hvidt tog forbi som et lyn.

“Det er Shinkansen, Japans højhastighedstog,” forklarede Hr. Klogemand. “Det kan køre op til 320 km/t.”

“Så hurtigt?!” sagde Karla. “Det er som at køre fra København til Aarhus på under en time!”

“Hvis jeg sad derinde, ville min is smelte, før jeg nåede at slikke på den,” sagde Kvik.

De kunne også se små templer gemt mellem skyskraberne. Røg fra røgelsespinde snoede sig opad, mens folk bøjede sig i bøn.

“Det er det, jeg elsker ved Tokyo,” sagde Hr. Klogemand. “Her findes både det helt gamle og det supermoderne side om side.”

“Så man kan spise ramen med pinde på et gammelt marked og bagefter spille computerspil i en kæmpe spillehal?” spurgte Anna.

“Præcis,” sagde han. “Og japanerne har også givet os manga, anime og karaoke.”

“Karaoke?” spurgte Karla.

“Ja, det betyder, at man synger til musik uden sang – bare teksten på en skærm. Man kan være superstjerne for en aften.”

Kvik rømmede sig. “Jeg vil synge min nye sang: Sushi i mit hjerte.”

“Du får lov i ballonen senere,” sagde Karla hurtigt.

Anna skrev ned:

– Shinkansen = lynhurtigt tog.

– Karaoke = synge til musik med tekst.

– Manga og anime fra Japan.

Berta steg op igen, og Tokyo forsvandt som et glitrende hav af lys under dem.

“Næste stop,” sagde Hr. Klogemand, “er på den anden side af Stillehavet. En by med skyskrabere, hotdogs og en dame med en fakkel.”

“Frihedsgudinden i New York!” råbte Karla.

“Jeg håber, hun kan tænde min grill med den fakkel,” sagde Kvik.

Kapitel 7: New York og Frihedsgudinden

Efter en lang tur hen over Stillehavet og USA begyndte Berta at dykke ned mod en skyline fuld af skyskrabere, der ragede op som kæmpe legoklodser.

“Se!” råbte Karla. “Det er New York!”

“Byen, der aldrig sover,” sagde Hr. Klogemand. “Her bor over 8 millioner mennesker, og hver dag passerer næsten lige så mange turister gennem gaderne.”

Anna skrev: “New York = 8 mio. indbyggere.”

De fløj lavere og kunne se Central Park – en stor, grøn firkant midt mellem alle bygningerne. “Det ligner en gigantisk madras, som byen har lagt midt i stuen,” sagde Kvik.

Pludselig dukkede hun op i horisonten: en dame i grønne gevandter, der holdt en fakkel højt i vejret.

“Det er Frihedsgudinden!” sagde Hr. Klogemand. “Hun blev givet som gave fra Frankrig i 1886 for at fejre frihed og venskab.”

“Hun ser alvorlig ud,” sagde Karla.

“Hun er også kæmpe,” sagde Hr. Klogemand. “Fra foden til toppen af faklen er hun 93 meter høj. Det svarer til en ti-etagers bygning.”

Anna skrev i bogen:

– Frihedsgudinden, bygget færdig 1886.

– Gave fra Frankrig.

– 93 m høj.

– Symbol på frihed.

“Vidste I, at indeni hende er der en trappe med 354 trin op til kronen?” fortsatte han.

“354 trin?!” gispede Anna. “Man må da blive helt øm i benene.”

“Så er det godt, hun ikke står i Danmark. Ellers skulle man jo have taget cyklen op,” sagde Kvik.

De grinede.

Ballonen svævede videre hen over Manhattan. De kunne se Times Square, hvor gigantiske reklameskilte blinkede i alle farver. Bilerne dyttede, og gule taxaer svirrede gennem gaderne.

“Det ligner et kæmpe diskotek!” sagde Karla.

“Og der er mere,” sagde Hr. Klogemand. “New York har over 800 sprog, som tales af folk fra hele verden. Det er som en stor gryde fyldt med forskellige kulturer.”

“Så hvis man går på pizzaria her, kan man sikkert bestille på alle sprog,” sagde Kvik.

“Ja, og de siger, at New York-stil pizza er så stor, at du næsten skal folde den sammen for at spise den,” sagde Hr. Klogemand.

Kvik så drømmende ud. “Jeg vil gerne have en pizza på størrelse med Frihedsgudindens sko.”

“Så skal du vist have mange servietter,” sagde Karla.

Anna skrev videre:

– Central Park = 340 hektar.

– Times Square = kæmpe reklameskilte.

– 800 sprog i byen.

Berta steg langsomt, mens New Yorks larm blev til en fjern summen.

“Næste stop er sydpå,” sagde Hr. Klogemand. “Et sted med samba, karneval og en kæmpe statue, der spreder armene ud over byen.”

“Rio de Janeiro!” jublede Karla.

“Jeg håber, de også har pizza dér,” sagde Kvik.

Kapitel 8: Rio de Janeiro og Kristus-statuen

Berta fløj ind over Sydamerika, og snart dukkede en bugt op med blågrønne bølger, bjerge som sukkertoppe og strande så lange, at de lignede gule bånd.

“Wow!” sagde Karla. “Er det Rio de Janeiro?”

“Nemlig,” sagde Hr. Klogemand. “Byen med samba, fodbold og karneval.”

“Og med verdens største badedyr,” sagde Kvik og pegede.

Der, højt oppe på et bjerg, stod den enorme Kristus-statue med armene bredt ud.

“Det er Cristo Redentor,” sagde Hr. Klogemand. “Han er 38 meter høj og står på Corcovado-bjerget. Statuen blev færdig i 1931 og er et symbol på fred og åbenhed.”

Anna skrev i sin bog:

– Kristus-statuen: 38 m høj.

– Bygget 1931.

– Står på Corcovado-bjerget.

– Symbol på fred.

“Han ser ud som om, han vil give hele byen et kæmpe kram,” sagde Karla.

“Eller som om han leger gemmeleg og lige er blevet fundet,” sagde Kvik.

Ballonen svævede tættere på, og de kunne høre lydene fra byen: trommer, musik og glade stemmer.

“Det må være samba,” sagde Hr. Klogemand. “Rio er berømt for sit karneval, hvor folk danser i farverige kostumer. Det er som en kæmpe fest, der varer flere dage.”

“Så hele byen er én stor fastelavnsfest?” spurgte Karla.

“Ja, bare uden tønder – og med meget mere glimmer,” svarede Hr. Klogemand.

Anna noterede:

– Karneval i Rio: verdens største.

– Samba = musik og dans.

Fra ballonen kunne de også se Maracanã-stadionet – et af verdens største fodboldstadions.

“Her kan der være næsten 173.000 tilskuere,” sagde Hr. Klogemand.

“173.000?!” udbrød Kvik. “Så mange hepper på én gang? Det må lyde som et jordskælv.”

“Og Brasilien er kendt for nogle af verdens bedste fodboldspillere,” tilføjede Hr. Klogemand.

“Så hvis man skal spille bold her, må man huske at have ekstra sokker med,” sagde Kvik.

De grinede.

Anna skrev:

– Maracanã: kæmpe stadion.

– Fodbold = Brasiliens nationalsport.

Solen gik ned, og byen glimtede med lys. Kristus-statuen stod stadig som en stille vogter over Rio.

“Vidste I,” sagde Hr. Klogemand, “at Rio også har bjerget Sukkertoppen? Det hedder sådan, fordi det ligner en gammel sukkertop, som man brugte i gamle dage.”

“Jeg vil hellere have en rigtig sukkertop med flødeskum,” sagde Kvik.

Berta steg igen, og musikken fra sambaen blev til en fjern rytme.

“Næste stop,” sagde Hr. Klogemand, “er et sted med bjerge, løver – og pingviner på stranden!”

“Pingviner på en strand?” spurgte Karla.

“Det må være Sydafrika!” råbte Anna.

“Jeg håber, de spiller samba,” sagde Kvik.

Kapitel 9: Kapstaden og Taffelbjerget

Ballonen Berta fløj mod øst over havet og nærmede sig Afrikas sydligste kyst. Under dem lå en by med høje bjerge bag sig og havet foran.

“Er det her Kapstaden?” spurgte Karla.

“Ja,” sagde Hr. Klogemand. “Byen ligger for foden af det berømte Taffelbjerget – et bjerg med en flad top, som et kæmpe bord.”

“Så man kunne dække op til verdens største picnic deroppe?” sagde Kvik.

De lo, og ballonen gled tættere på. De kunne se skyerne ligge som en dug hen over bjergtoppen.

“Det kalder man faktisk ‘dugen på bordet’,” sagde Hr. Klogemand. “Når vinden presser fugtig luft op ad bjerget, dannes der skyer, der ligner en hvid dug.”

Anna skrev i bogen:

– Taffelbjerget: 1.085 m højt.

– Flad top = som et bord.

– “Dugen på bordet” = skyer over toppen.

Nede på stranden kunne de se noget mærkeligt.

“Se!” råbte Karla. “Der er pingviner!”

“Men… de er jo ikke på is,” sagde Anna forvirret.

Hr. Klogemand smilede. “Det er afrikanske pingviner. De lever her på stranden ved Boulders Beach. De er mindre end de store kejserpingviner i Antarktis, men de er rigtig dygtige svømmere.”

“Pingviner i badetøj,” sagde Kvik. “Det er for sejt.”

Anna skrev hurtigt:

– Afrikanske pingviner bor på strand.

– Boulders Beach ved Kapstaden.

Fra ballonen kunne de også se Robben Island, en lille ø ude i havet.

“Der sad Nelson Mandela fængslet i mange år,” sagde Hr. Klogemand. “Han kæmpede imod apartheid – og for frihed for alle mennesker. Mandela blev siden præsident og hjalp landet med at blive mere frit.”

“Så han gik fra fange til præsident?” sagde Karla. “Det er jo som et eventyr!”. ”Han var en meget betydningsfuld mand for hele verden!” sagde Hr. Klogemand

Anna noterede:

– Robben Island = Nelson Mandela fængslet.

– Mandela = præsident, frihedskæmper.

Solen begyndte at gå ned bag Taffelbjerget, og byen glødede i røde og gule farver.

“Det her er et af de smukkeste steder, vi har set,” sagde Karla drømmende.

“Og et af de mest lækre,” sagde Kvik og pegede på en bod nede på havnen. “De sælger vidst fish and chips.”

Berta steg op igen, og vinden bar dem nordpå.

“Sidste stop mod nord,” sagde Hr. Klogemand, “er et sted fyldt med gamle ruiner, gladiatorer og pasta.”

“Rom!” råbte Anna. “Med Colosseum!”

“Og pizza, glem ikke pizza,” sagde Kvik ivrigt.

Kapitel 10: Rom og Colosseum

Berta gled stille ind over Europa igen. Under dem lå en by fyldt med røde tage, smalle gader og gamle ruiner.

“Se der!” råbte Karla. “En kæmpe rund ødelagt bygning med huller i væggene.”

“Det er Colosseum,” sagde Hr. Klogemand. “Et amfiteater bygget for næsten 2.000 år siden, hvor romerne så kampe mellem gladiatorer – og endda vilde dyr.”

Anna skrev i sin bog:

– Colosseum: bygget ca. år 80.

– Plads til over 50.000 tilskuere.

– Blev brugt til gladiatorkampe og shows.

“50.000 mennesker?!” sagde Kvik. “Det er som en hel fodboldkamp – bare uden bold… og med løver.”

“Ja,” sagde Hr. Klogemand. “Gladiatorer var krigere, der kæmpede for underholdning. Det var farligt og blodigt, men også en stor del af romersk kultur.”

“Jeg ville hellere have haft en kæmpe pizzakonkurrence,” sagde Kvik. “Så kunne man heppe på, hvem der kunne spise flest slices.”

De grinede.

Ballonen fløj lavt, så de kunne se Forum Romanum – resterne af templer og pladser, hvor romerne mødtes.

“Rom var engang hovedstad i et af verdens største riger,” sagde Hr. Klogemand. “Romerne byggede veje, akvædukter og huse, som stadig står i dag.”

“Så ordsproget ‘alle veje fører til Rom’ passer virkelig?” spurgte Karla.

“Ja, romerne byggede over 80.000 kilometer veje i deres imperium,” svarede Hr. Klogemand.

Anna noterede:

– Romerriget = kæmpe imperium.

– 80.000 km veje.

– Akvædukter bragte vand til byen.

De kunne høre musik og latter fra piazzaerne, og duften af pizza og pasta steg op mod ballonen.

“Jeg vil have spaghetti,” sagde Kvik drømmende. “Med kugler af mozzarella så store som fodbolde.”

“Så skal du nok bruge en gaffel på størrelse med Frihedsgudindens,” sagde Karla.

Solen gik ned, og byen glimtede i gyldne farver. Ballonen steg igen, højere og højere, indtil de kunne se hele Italien under sig.

“Så er vores jordomrejse slut,” sagde Hr. Klogemand stille. “Vi har rejst fra Paris til pyramiderne, fra Kina til Indien, Australien, Japan, USA, Brasilien, Sydafrika – og nu Rom.”

“Det føles som hundrede år,” sagde Karla.

“Og som ti minutter,” sagde Anna.

“Jeg føler mest, det føles som ti pizzaer,” sagde Kvik.

De grinede alle fire, mens Berta vendte næsen mod nord. Hjemad.

Afslutning – Hjemturen i ballonen

Ballonen Berta svævede stille tilbage mod Danmark. Vinden var rolig, og de fire venner sad tæt sammen i kurven. For første gang på hele rejsen var der helt stille. Ingen travle gader, ingen trommer, ingen blinkende lys – kun suset fra vinden og den stille knitren fra brænderen.

“Vi har virkelig været mange steder,” sagde Karla og kiggede op mod himlen, hvor stjernerne tændtes én efter én.

“Ja,” sagde Anna. “Tænk, at vi har set alt det på én rejse. Eiffeltårnet i Paris, pyramiderne i Egypten, Den Kinesiske Mur, Taj Mahal, Sydney og det store koralrev, Tokyo, New York, Rio, Kapstaden – og så Rom til sidst.” Hun bladrede i rejsebogen, der nu var tyk af noter, tegninger og små krøllede billetter, de havde samlet undervejs.

Hr. Klogemand smilede. “I har lært mere på denne rejse, end man kan læse sig til i mange bøger. Ikke bare fakta, men også hvordan mennesker i hele verden bygger, drømmer og danser.”

“Jeg har lært, at verden er enorm,” sagde Karla. “Og at folk har bygget de vildeste ting – tårne, mure, paladser, statuer. Alle sammen for at huske på noget vigtigt: kærlighed, frihed, tro eller bare glæde.”

Anna nikkede. “Og at naturen er lige så fantastisk. Tænk på koralrevet i Australien, Fuji-bjerget i Japan og Taffelbjerget i Sydafrika. Vi skal passe godt på det.”

“Jeg har lært,” sagde Kvik højtideligt, “at man kan få pizza næsten alle steder i verden.”

De andre grinede, men Kvik fortsatte: “Og at mennesker faktisk ligner hinanden meget mere, end vi tror. Uanset om de taler fransk, portugisisk eller japansk, så spiser de, danser de, synger de – og drømmer de.”

“Det er faktisk rigtigt,” sagde Hr. Klogemand. “Verden er forskellig, men også ens. Det er det, der gør den så spændende.”

De sad lidt i stilhed og tænkte tilbage. På croissanter i Paris, hieroglyffer i sandet i Egypten, fakler på muren i Kina, spejlsymmetri i Taj Mahal, farverne i koralrevet, lynhurtige tog i Tokyo, lyset fra Times Square, sambarytmer i Rio, pingviner på stranden i Kapstaden og pizzaens duft i Rom.

“Jeg tror, jeg vil blive opdagelsesrejsende,” sagde Karla. “Så jeg kan blive ved med at lære nyt.”

“Jeg vil blive forfatter,” sagde Anna. “Så jeg kan skrive alle historierne ned, så ingen glemmer dem.”

“Og jeg vil blive smagsdommer,” sagde Kvik. “Så jeg kan smage mig gennem hele verden.”

“Jeg synes, I allerede er alt det,” sagde Hr. Klogemand. “Opdagere, fortællere og smagsdommere. I har rejst med nysgerrighed – og det er den vigtigste ballast, man kan have.”

De kunne nu se skolen bag bakkerne dukke frem under dem. Solen stod op, præcis som den havde gjort, da de lettede.

“Det føles, som om vi har været væk i et år,” sagde Karla.

“Og samtidig som om vi bare har taget en lille tur,” sagde Anna.

“Jeg har det mest, som om jeg stadig er lidt sulten,” sagde Kvik og smilede.

Ballonen landede blødt i græsset bag Bakkeskolen. De steg ud og kiggede på hinanden. Rejsen var slut – men minderne, historierne og lærdommen ville blive hos dem for altid.

“Verden er stor,” sagde Karla. “Men den føles lidt mindre nu, hvor vi har set så meget af den.”

“Og den føles lidt større i hjertet,” sagde Anna.

“Jeg glæder mig bare til næste eventyr,” sagde Kvik.

“Det gør jeg også,” sagde Hr. Klogemand. “For verden er fuld af eventyr – man skal bare turde flyve af sted.”

Og mens ballonen Berta stod stille og foldede sig sammen i det grønne græs, vidste de alle fire, at rejsen kun lige var begyndt. Livets rejse!

Kort afslutning

Da ballonen Berta landede igen bag skolen, føltes det, som om Karla, Anna, Hr. Klogemand og Kvik havde været væk i både en evighed og et øjeblik. De havde rejst verden rundt – fra Eiffeltårnet i Paris til pyramiderne i Egypten, Den Kinesiske Mur, Taj Mahal, Sydney, Tokyo, New York, Rio, Kapstaden og til sidst Rom.

De havde set, at mennesker bygger stort for at mindes kærlighed, frihed og tro – og at naturen selv kan være endnu mere storslået. De havde lært, at verden er enorm og forskellig, men også fuld af ligheder: musik, mad, glæde og drømme findes overalt.

“Verden føles større i hjertet nu,” sagde Anna.
“Og lidt mindre skræmmende,” tilføjede Karla.
“Jeg føler mest, at jeg stadig er sulten,” sagde Kvik.

De lo, og Hr. Klogemand nikkede: “Det vigtigste er nysgerrigheden. Den vil altid føre jer videre.”

Samlet resumé af de 10 kapitler

Kapitel 1: Paris, Frankrig – De besøger Eiffeltårnet, lærer at det er 324 meter højt, malet i tre brune nuancer og engang blev reddet af radio.

Kapitel 2: Kairo, Egypten – De ser pyramiderne ved Giza og Sfinksen. Lærer om 2,5 tons sten, Keopspyramiden og hieroglyffer som oldtidens emojis.

Kapitel 3: Den Kinesiske Mur, Kina – Muren er 21.000 km lang, bygget over 2.000 år, signaler blev sendt med fakler. Myten om at den kan ses fra rummet bliver aflivet.

Kapitel 4: Taj Mahal, Indien – Et kærlighedsmonument bygget af Shah Jahan til sin hustru Mumtaz Mahal. Marmor, der skifter farve, 20.000 arbejdere og 1.000 elefanter.

Kapitel 5: Sydney, Australien – De ser Opera House, designet af danske Jørn Utzon, og Great Barrier Reef – verdens største koralrev, hjem for tusindvis af arter.

Kapitel 6: Tokyo, Japan – Verdens største byområde, lynhurtige Shinkansen-tog, karaoke, manga og Fuji-bjerget som hellig vulkan.

Kapitel 7: New York, USA – Frihedsgudinden, en gave fra Frankrig i 1886, Times Square og byens 800 sprog. Pizza i kæmpe slices.

Kapitel 8: Rio de Janeiro, Brasilien – Kristus-statuen på Corcovado, samba, karneval og Maracanã-stadionet med plads til næsten 200.000 tilskuere.

Kapitel 9: Kapstaden, Sydafrika – Taffelbjerget med “dugen på bordet”, afrikanske pingviner på stranden, og Robben Island med Nelson Mandela.

Kapitel 10: Rom, Italien – Colosseum, gladiatorkampe, Forum Romanum og romernes 80.000 km veje og akvædukter.

FAKTA

Kapitel 1 – Eiffeltårnet (Paris, Frankrig)

Eiffeltårnet er et af verdens mest berømte tårne – og det rager hele 330 meter op i luften! Det er næsten lige så højt som 100 etager oven på hinanden. Da det blev bygget i 1889, syntes mange mennesker, at det var grimt og mærkeligt. De ville faktisk rive det ned igen! Men i dag elsker folk det, og over 7 millioner besøger tårnet hvert år.

Hvis du vil helt op i toppen, skal du gå 1.665 trin – det er som at gå op ad en kæmpe trappe til himlen! Heldigvis er der elevator, hvis benene bliver for trætte.

Eiffeltårnet bliver malet hvert syvende år, og det tager mere end et år at male det færdigt. Malerne bruger en særlig farve, der hedder “Eiffel-brun”, som faktisk består af tre forskellige brune nuancer.

Når mørket falder på, bliver tårnet endnu mere magisk: 20.000 små pærer tænder, og hele tårnet glimter som en kæmpe stjernekage midt i Paris.

Kapitel 2 – Pyramiderne (Egypten)

For over 4.500 år siden byggede egypterne nogle af verdens største og mest mystiske bygningsværker: pyramiderne ved Giza. Den største, Keopspyramiden, var oprindeligt 146 meter høj – dengang verdens højeste bygning!

Det mest utrolige er, at pyramiderne er bygget af kæmpe stenblokke. Der er over 2 millioner sten, og hver af dem kan veje det samme som en bus. Forestil dig at flytte 2 millioner busser – uden kraner eller traktorer!

Mange tror, at pyramiderne blev bygget af slaver, men nye undersøgelser viser, at det faktisk var dygtige arbejdere, der fik løn, mad og husly. De må have været superstærke og superflittige.

Ved siden af pyramiderne ligger den gådefulde Sfinks – en gigantisk stenfigur med løvekrop og menneskehoved. Den har mistet sin næse, og ingen ved helt hvorfor. Nogle tror, den blev ødelagt af krig, andre siger af stormvejr. Sfinksen ser ud, som om den stadig passer på pyramiderne og holder på en hemmelighed.

Kapitel 3 – Den Kinesiske Mur (Kina)

Forestil dig en mur, der er så lang, at den kan sno sig gennem bjerge, dale og ørkener i flere dage uden at stoppe. Det er Den Kinesiske Mur, og den er over 21.000 kilometer lang! Det er som at rejse hele vejen fra Danmark til Australien – og så lidt til.

Muren blev bygget over mange hundrede år for at beskytte Kina mod fjender fra nord. Den er lavet af alt fra hårdt stampet jord til store sten og mursten. Nogle steder er den så bred, at fem heste kunne ride side om side.

Undervejs står der masser af tårne. Dengang brugte soldater dem som signalstationer. Hvis fjenden kom, tændte de fakler eller sendte røg op, og beskeden kunne rejse mange kilometer på få minutter – en slags oldtidens SMS.

Mange siger, at man kan se muren fra rummet. Men astronauter fortæller, at det faktisk ikke passer – muren falder i ét med landskabet. Men uanset hvad, er det et af verdens mest imponerende bygningsværker.

Kapitel 4 – Taj Mahal (Indien)

I byen Agra i Indien står et af verdens smukkeste bygninger: Taj Mahal. Det ser næsten ud som et slot i marmor, men det er faktisk et gravmonument. Kejser Shah Jahan fik det bygget for næsten 400 år siden som en kærlighedsgave til sin hustru Mumtaz Mahal, der døde alt for tidligt.

Bygningen er lavet af hvidt marmor, og det mest magiske er, at marmoret skifter farve med lyset. Om morgenen ser det lyserødt ud, midt på dagen helt hvidt, og om aftenen får det en gylden glød. Det er som om, bygningen har sit eget humør.

Det tog 22 år at bygge Taj Mahal, og mere end 20.000 arbejdere og 1.000 elefanter var med til at transportere de tunge sten. Hver eneste lille detalje – blomster, mønstre og tekster – er hugget og indlagt i stenene med stor præcision.

I dag er Taj Mahal et af de mest besøgte steder i verden og bliver kaldt et af de nye syv vidundere. Det står stadig som et symbol på kærlighed, der varer evigt.

Kapitel 5 – Sydney & Great Barrier Reef (Australien)

Når man flyver til Sydney, kan man ikke undgå at se det berømte Opera House. Det ligner kæmpe muslingeskaller eller hvide sejl, der står på havnen. Huset blev færdigt i 1973 og er tegnet af en dansker – arkitekten Jørn Utzon. Mange syntes dengang, det var et skørt design, men i dag er det et af verdens mest kendte bygninger.

Australien har også noget helt særligt under vandet: Great Barrier Reef. Det er verdens største koralrev, næsten 2.300 km langt – som at have Danmark 30 gange oven på hinanden!

Et koralrev er faktisk levende. Det består af milliarder af bittesmå dyr, der bygger skeletter af kalk, og sammen skaber de en farverig undervandsverden. Her bor tusindvis af fisk, havskildpadder, hajer og delfiner.

Desværre er revet meget følsomt. Når havet bliver for varmt, kan korallerne blive syge og miste farven. Derfor arbejder mange mennesker på at beskytte dette fantastiske sted, så det kan blive ved med at være som et undervandseventyr.

Kapitel 6 – Tokyo (Japan)

Tokyo er verdens største byområde, hvor der bor over 37 millioner mennesker! Her møder man det gamle Japan med templer, lanterner og pagoder – lige ved siden af moderne skyskrabere, blinkende skilte og lynhurtige tog.

Ikke langt fra byen ligger det majestætiske Fuji-bjerg, en perfekt kegleformet vulkan, som er 3.776 meter høj. For japanerne er det et helligt bjerg, og mange bestiger det hvert år for at se solopgangen fra toppen.

Tokyo er kendt for sit lynhurtige Shinkansen-tog, også kaldet “bullet train”. Det kører op til 320 km/t, så hurtigt at man kan spise morgenmad i Tokyo og være i en helt anden del af landet til frokost.

Japan har også givet os manga (tegneserier), anime (tegnefilm) og karaoke. Karaoke betyder “tomt orkester” – og så synger man selv til musikken. Det er populært både hos børn og voksne, og i Tokyo kan man finde karaoke-steder på næsten hvert gadehjørne.

Kapitel 7 – New York (USA)

New York kaldes “byen der aldrig sover”. Her bor over 8 millioner mennesker, og det er en af de mest livlige byer i verden. Midt i havnen står Frihedsgudinden, en gave fra Frankrig i 1886. Hun er 93 meter høj og holder en fakkel, der lyser som et symbol på frihed og håb.

Byen har mange berømte steder. Central Park er en kæmpe grøn park midt i byen, hvor folk løber, leger, spiller musik eller sejler i både. Times Square blinker dag og nat med enorme reklameskilte, der lyser i alle farver.

New York er også kendt for sine skyskrabere, især Empire State Building, som i mange år var verdens højeste bygning. Og så er byen en blanding af hele verden – her tales der over 800 sprog!

Hvis du besøger New York, kan du næsten ikke undgå at smage den berømte New York-pizza. Den er så stor, at du næsten må folde den sammen for at kunne spise den.

Kapitel 8 – Rio de Janeiro (Brasilien)

I Rio de Janeiro står en af verdens mest berømte statuer: Kristus-statuen. Den er 38 meter høj og står med armene bredt ud, som om han giver hele byen et kæmpe kram.

Rio er kendt for sit årlige karneval, hvor millioner af mennesker danser samba i gaderne i farverige kostumer med fjer, glimmer og musik. Det er verdens største fest!

Brasilien elsker også fodbold, og Rio har et af verdens største stadions, Maracanã, hvor der kan være næsten 200.000 tilskuere. Forestil dig hvor højt det må larme, når alle jubler på én gang!

Byen ligger ved smukke bjerge og strande. Et af de mest berømte bjerge hedder Sukkertoppen, fordi det ligner de sukkerklumper, man brugte i gamle dage.

Kapitel 9 – Kapstaden (Sydafrika)

Kapstaden ligger helt ud til havet, og bag byen rejser det imponerende Taffelbjerget sig. Bjerget er fladt på toppen, som et kæmpe bord. Når skyerne lægger sig hen over toppen, kalder man det “dugen på bordet”.

Ved Boulders Beach kan man møde en flok særlige beboere – afrikanske pingviner! Det ser sjovt ud, når de vralter rundt på stranden og hopper i bølgerne.

Ikke langt fra byen ligger Robben Island, en ø, der engang var fængsel. Her sad Nelson Mandela i 18 år, før han blev præsident og hjalp Sydafrika til frihed.

Kapstaden er kendt som “moderbyen”, fordi den var den første europæiske by i Sydafrika. I dag er den en blanding af mange kulturer – og et sted med både historie, natur og masser af sol.

Kapitel 10 – Rom (Italien)

I Rom kan man næsten mærke historien under fødderne. Midt i byen ligger det store Colosseum, et amfiteater bygget for næsten 2.000 år siden. Her kunne over 50.000 mennesker se gladiatorer kæmpe mod hinanden – og nogle gange mod vilde dyr. Det var farligt, men dengang var det romernes største underholdning.

Romerne byggede også 80.000 kilometer veje, så hærene og handlen kunne rejse hurtigt rundt i imperiet. Mange af vejene findes stadig i dag. De byggede også akvædukter, som førte vand ind til byen, så folk kunne bade og drikke rent vand.

Rom er også kendt for sin mad! Pizza, pasta og gelato (italiens is) er noget, man bare må smage. Og så er Rom fyldt med smukke pladser, springvand og ruiner, hvor man kan gå rundt og drømme sig tilbage til kejsernes tid.